eSport & Gaming

eSport & Gaming på efterskolen tager computerspil seriøst. eSport & Gaming giver konkurrence, LAN-events og sociale kontakter. 
eSport er også sjovt og giver mange lærerige timer i et socialt fællesskab på og udenfor skolen.

eSport er en sport!

Så er det sagt! eSport står for elektronisk sport og er meget andet end bare at "spille computer". Er du interesseret i at prøve computerspil på et lidt mere indholdsrigt plan? Så er eSport på Frøslevlejrens Efterskole noget for dig! I eSport går vi i dybden og træner til at blive de bedste i et konkurrencepræget miljø. Som det kendes fra andre sportsgrene kræver det træning, viljestyrke og vedholdenhed.

Ambitiøs undervisning

Undervisningen i linjefaget eSport & gaming vil indeholde flere aspekter som gør dig og dit hold til bedre spillere, og du får nogle færdigheder, som du kan bruge i mange andre sammenhænge senere i din uddannelse eller dit arbejde. Det kan dreje sig om:

Teori,teknik, strategi og samarbejde på holdet med planlægning af mål og delmål
Klar kommunikation med hurtige beslutninger og reaktioner – både individuelt og som hold

Du vil selvfølgelig også lære noget om, hvordan computeren er opbygget og hvordan den arbejder. Vi kalder det basis PC-viden.

Vi starter med at gennemgå de mest almindelige spil som f.eks. lol og cs med tilhørende basale funktioner, regler og stil.


Dernæst vil vi oprette hold med valg af roller, hvor teambuilding og kommunikation er vigtige ingredienser.

eSport på FLE er på vej - et helt nyt linjefag

Teaser til eSport

Til mor og far

Sidder jeres søn med blege kinder i et mørkt kælderværelse med nedrullede gardiner, hvor solens stråler er en alt for sjælden gæst? Synes I, at han har for lidt kontakt til omverdenen? Spiller han alt for meget? Siger han underlige lyde og citater fra en uforståelig spil-verden? Bliver lektierne – og måske nattesøvnen – nedprioriteret?

Så tænk på at et efterskolemiljø naturligt gør, at ikke al tid kan gå med at spille computer. Der er en masse andre pligter så som almindelig skoletimer og lektier som skal passes og ikke mindst det gode sociale fællesskab som uundgåeligt vokser sig stort i et efterskoleophold.

eSport kræver godt udstyr

Velkommen i et nyindrettet lokale med stærke gamer-PC’er, projektor og servere, gamerstole, det rigtige farverige LED-lys, hurtigt internet … – nu mangler vi bare dig!

Du kan vælge at tage din egen stationære computer med, men så skal den stå i eSport-lokalet og ikke på værelset. Du må også gerne medbringe din egen bærbare computer, mus og headset.

Events på og udenfor efterskolen

Du skal også være med til at oprette og afholde et stort LAN-event på skolen, hvor vi forventer mange gæster. Desuden skal du og dit hold selvfølgelig dyste online, og I vil også komme ud af huset og vise, hvad I kan.
Velkommen til et læringsmiljø - som nogle kalder nørdet - hvor vi virkelig får lært noget af hinanden.